Her kommer lige et udklip af min dagbod fra indien. Tag det for hvad det er.
Men hold da op det var en mærkværdig oplevelse at være der, men ja set tilbage så var det nok en af turens største kultur oplevelser. Også selvom det betød dårlig mave i en måned:-)
________________________________________________________________
Så sidder jeg lige på sengen igen. Ja det har jeg faktisk gjort rigtig mange timer siden vi er kommet hertil. Det er ikke fordi programmet er specielt presset her, men det er nok mere kroppen der er presset af al muligt snavs.
I skal lige høre mit første indtryk af Indien. Da vi landede i lufthavnen i Delhi blev jeg hurtigt bekræftet i mine forestillinger om Indien. Det var nærmest et gedemarked. Udenfor for lufthavnen stod tiggere, taxier og mænd der ville slæbe vores kufferter for penge parat på gaden. Vi blev læsset ind i en 7 meters bus, 32 mand i stuvet sammen på alt for lidt plads. På bussens tag havde vi ovenikøbet stakket vores 700 kilo bagage op. Det var virkeligt en deathtrap, ubehageligt, men vi havde jo intet valg. At trafikken her i Indien så også er det mest sindsyge jeg nogensidne har set, hjælper jo ikke rigtigt på oplevelsen. Indere bruger ikke lys og blinklys, nej. De bruger hornet til alt. Dyt for at blinke, dyt for at overhale, og dyt for at dytte! Det er virkeligt åndssvagt. Forskellige lyde på hornene, nogen der bare er normale og så nogen der nærmest spiller en helt sang. Kan høre dem i baggrunden nu...:-)
Nå ja, så havde vi jo fået at vide at køre turen var omkring 6 timer, og det var jo en del nu hvor vi egentligt sad på lårene af hinanden. Men de 6 timer trak ud og trak ud. Ja det blev jo altså 10 timer i alt. Så var vi ligesom præsenteret for Indien-time! Og så mangler jeg lige at fortælle at vi hørte Bollywood musik hele vejen... JallaJalla musik..
Lige nu bor vi på et college i punjab, de har haft besøg af de tidligere hold, så de har erfaret at vi er lidt sarte i maverne, så de krydre ikke vores mad så meget. Det skal dog lige siges at vi imorges vågnede på til den første skid og bræk epidemi. 12 dreng og piger ligger herude på række og skiftes til at løbe på toilettet. Det må ikke være særligt sjovt. Jeg er heldigvis sluppet godt fra det. Det hænger måske sammen med at jeg fik en whiskey efter maden i går:-)
Senere på dagen skal vi ind i byen skarpt opdækket af secret service. Vi har bevæbnet vagter på lige så snart vi bevæger os udenfor for porten. Det er lidt vildt, men det er jo for vores sikkerheds skyld.
Vi skal ud og have lavet jakkesæt. Gad vide hvilken kvali jeg skal vælge Det koster omkring 500 kr for et jakkesæt.
Vi prøver jo at skabe jul hernede selvom vejret om omstændighederne ikke er de bedste til det. Vi har bl.a. julenisser
Hvad der ellers er at fortælle er, at jeg er begyndt at være med i behandlingen af de andre. Jeg følger med i Marlenes arbejde og har også haft fat i en del ømme rygge nu. Det er virkeligt fedt. Marlene fortæller mig principperne og metoderne, og så prøver jeg det. Hun hjlper og fejlretter. Det er virkeligt en fornøjelse at have fingrene i, så det vil jeg blive ved med.
___________________________________________________________________
Så ja Indien er møj, men når jeg kigger tilbage på det har det jo været en fantastisk oplevelse:-)
torsdag den 5. februar 2009
lørdag den 22. november 2008
En ordentlig mundfuld luft
Efter dagene i Swazi og Mozambique kørte vi ind i Sydafrika igen. Her ventede sig en ordentlig mundfuld luft. Vi havde jo nærmest tonset rundt i de to foregående lande. Uden sans for tid og sted. Forsinkelser og ændringer var en del af vores dagligdag, men dette ændrede sig brat da vi kom til Mapumalanga i Sydafrika. Som det første tegn på tid til afslapning og fordybelse var busturen gennem Kruger nationalpark. En fed oplevelse at side ansigt til ansigt med giraffen.
Vi boede 4 dage ved en gut der hed Jaco.som var ejer af områdets lokale gym. Det var virkeligt en helt anden oplevelse bo hos ham, for her var alting faktisk organiseret. God mad, tid til afslapning og restitution.
Det var som at trække en ordentligt mundfuld luft efter at have dykket en smule for længe.
Vi boede 4 dage ved en gut der hed Jaco.som var ejer af områdets lokale gym. Det var virkeligt en helt anden oplevelse bo hos ham, for her var alting faktisk organiseret. God mad, tid til afslapning og restitution.
Det var som at trække en ordentligt mundfuld luft efter at have dykket en smule for længe.
onsdag den 5. november 2008
Stopover Swaziland og Mozambique d.13-19/10
Oplev to lande på 6 dage...!
Swaziland og Mozambique må jeg sige er blevet ofre for vores meget pressede program. Workshops og opvisninger i en lang stribe. Ville ønske jeg havde mere tid til at fange de mange nye indtryk fra landene. Man skulle jo umiddelbart tro at Sydafrika og de to lande ligner hinanden meget, men selv vores korte besøg afslørede store forskelle i levestandard og midler. Mozambique og Swaziland rangerer begge blandt top 10 af verdens fattigste lande og er. 100 procent afhængige den bistand der bliver givet udefra. Det var både tydeligt at se og mærke. Det var som om man kørte fra asfalt til grusvej da vi krydsede grænse fra SA til Swazi.
I Swaziland blev vi indkvarteret på en lodge som faktisk mere var en byggeplads end et motel. Vi kunne på ingen måde bevæge os uden for lodgens trygge mure uden at være en stor flok og det var kun for at gå over på den anden side af vejen for at spise. Ludere, og lommetyve stod bogstaveligt talt på spring uden for vores port. Det var ret ubehageligt og en slags frihedsberøvelse ikke at kunne være andre steder end på motelværelset.
Når alt om kriminalitet og fattigdom er sagt skal det dog nævnes at Swaziland bød på en ufattelig flot natur. Frodigt og flot.
Mozambique bød på privat indkvartering hos en dansk familie. Dejligt at kunne nyde ny dansk selskab, tøjvask og hygge ved poolen. Dette var kun et kort stopover, men det var virkeligt et energiboost iforhold til de trange kår i Swazi.
Vi nåede ikke at opleve landene som sådan, men jeg kan da prale med at have været der:-)
Swaziland og Mozambique må jeg sige er blevet ofre for vores meget pressede program. Workshops og opvisninger i en lang stribe. Ville ønske jeg havde mere tid til at fange de mange nye indtryk fra landene. Man skulle jo umiddelbart tro at Sydafrika og de to lande ligner hinanden meget, men selv vores korte besøg afslørede store forskelle i levestandard og midler. Mozambique og Swaziland rangerer begge blandt top 10 af verdens fattigste lande og er. 100 procent afhængige den bistand der bliver givet udefra. Det var både tydeligt at se og mærke. Det var som om man kørte fra asfalt til grusvej da vi krydsede grænse fra SA til Swazi.
I Swaziland blev vi indkvarteret på en lodge som faktisk mere var en byggeplads end et motel. Vi kunne på ingen måde bevæge os uden for lodgens trygge mure uden at være en stor flok og det var kun for at gå over på den anden side af vejen for at spise. Ludere, og lommetyve stod bogstaveligt talt på spring uden for vores port. Det var ret ubehageligt og en slags frihedsberøvelse ikke at kunne være andre steder end på motelværelset.
Når alt om kriminalitet og fattigdom er sagt skal det dog nævnes at Swaziland bød på en ufattelig flot natur. Frodigt og flot.
Mozambique bød på privat indkvartering hos en dansk familie. Dejligt at kunne nyde ny dansk selskab, tøjvask og hygge ved poolen. Dette var kun et kort stopover, men det var virkeligt et energiboost iforhold til de trange kår i Swazi.
Vi nåede ikke at opleve landene som sådan, men jeg kan da prale med at have været der:-)
lørdag den 25. oktober 2008
På live tv i Mozambique!
I forgårs d.17/10 havde jeg min debut som artist i et liveshow på kanal Mozambique. Det var virkelig en mærkværdig men dog også mindeværdig oplevelse. Vores optræden skulle tjene som reklame for projektet om HIV/AIDS og diabetes, som vi er en del af, og selvfølgelig også for vores opvisninger i landet. Vi var 6 gymnaster der var blevet udvalgt til ”opgaven”. Det lød jo ikke til at være noget specielt. Vi skulle bare stå klar på ambassaden kl.20.45, så ville der komme en bil og tage os med til tv-stationen. Det gjorde der så også, men da vi ankom til tv-stationen, blev vi ført ind af bagindgangen og placeret på et par stole uden nogen form for velkomst eller information. Vi sad lidt og kiggede på hinanden, vi forstod jo slet intet af det portugisiske sprog.
Så kom der endelig en mand der kunne snakke engelsk. Han forklarede os at det nu var tid til at komme ind i studiet og vi fulgte ham, men vidste stadig ikke hvad vores opgave i showet var. Vi blev placeret på første række, hvor vi sad med vores fine blå og røde T-shirts. På den front faldt vi bare så meget udenfor, resten af publikummet var jo sorte der sad med solbriller, bling-bling øreringe og baggypants. Vi sad bare der, os blege danskere, og kiggede uforstående rundt.
Showet går i gang, med jingle, dans og hvad der nu ellers hører til. Vores engelsktalende ven kommer forbi og slynger kortfattet ud, at vi skal udfylde 5 min af showet. Nu sad vi der på publikumsrækkerne og skulle aftale hvordan vi skulle udfylde 5 min med freestyle gymnastik. Det er faktisk langtid og nå ja, musikken vi skulle bruge skulle jo også have afleveret. Midt i alt dette hører vi værten sige noget med nationalteam og Danemarka og vi kigger op og ser at kameraet peger hen mod os og resten af publikum kigger på os. Vi vinker og smiler som folk nu normalt gør i sådan nogen show og slipper godt fra det.
Showet køre på og vi hygger og griner lidt af alt det vi ikke forstår, men bliver selvfølgelig nysgerrige efter hvad de snakker om. Vi finder til vores store overraskelse ud af at showets tema er vold. Vold mellem voksne, vold i familien, vold i gaderne og mange mange andre problemer. Så blev det pludselig svært at finde en grimasse der kunne passe. Og hvor var det lige at vores indslag passede ind i temaet?!
Det fik vi ikke lang tid til at tænke over for pludselig blev vi præsenteret og vi måtte nu op og fyre den af foran publikum. Til vores store overraskelse var publikummet elle vilde med det vi lavede!
Da vi var kommet på plads igen kom vores engelske ven og sagde at vi lige skulle forberede 5 minutter mere, for folk ville se mere. Til vores store held løb tiden fra dem og showet skulle slutte.
Klokken blev midnat før vi kunne sætter os i bilerne og køre hjemad. Vi havde siddet i studiet i 3 timer og kun fattet en brøkdel af hvad der skete omkring os, men alligevel fået en rigtig fed oplevelse ud af det.
Det endte med at være en god oplevelse og om ikke andet sad resten af holdet og fulgte med foran skærmenene hjemme hos værtsfamilierne og helt sikkert fik sig et godt grin.
Så kom der endelig en mand der kunne snakke engelsk. Han forklarede os at det nu var tid til at komme ind i studiet og vi fulgte ham, men vidste stadig ikke hvad vores opgave i showet var. Vi blev placeret på første række, hvor vi sad med vores fine blå og røde T-shirts. På den front faldt vi bare så meget udenfor, resten af publikummet var jo sorte der sad med solbriller, bling-bling øreringe og baggypants. Vi sad bare der, os blege danskere, og kiggede uforstående rundt.
Showet går i gang, med jingle, dans og hvad der nu ellers hører til. Vores engelsktalende ven kommer forbi og slynger kortfattet ud, at vi skal udfylde 5 min af showet. Nu sad vi der på publikumsrækkerne og skulle aftale hvordan vi skulle udfylde 5 min med freestyle gymnastik. Det er faktisk langtid og nå ja, musikken vi skulle bruge skulle jo også have afleveret. Midt i alt dette hører vi værten sige noget med nationalteam og Danemarka og vi kigger op og ser at kameraet peger hen mod os og resten af publikum kigger på os. Vi vinker og smiler som folk nu normalt gør i sådan nogen show og slipper godt fra det.
Showet køre på og vi hygger og griner lidt af alt det vi ikke forstår, men bliver selvfølgelig nysgerrige efter hvad de snakker om. Vi finder til vores store overraskelse ud af at showets tema er vold. Vold mellem voksne, vold i familien, vold i gaderne og mange mange andre problemer. Så blev det pludselig svært at finde en grimasse der kunne passe. Og hvor var det lige at vores indslag passede ind i temaet?!
Det fik vi ikke lang tid til at tænke over for pludselig blev vi præsenteret og vi måtte nu op og fyre den af foran publikum. Til vores store overraskelse var publikummet elle vilde med det vi lavede!
Da vi var kommet på plads igen kom vores engelske ven og sagde at vi lige skulle forberede 5 minutter mere, for folk ville se mere. Til vores store held løb tiden fra dem og showet skulle slutte.
Klokken blev midnat før vi kunne sætter os i bilerne og køre hjemad. Vi havde siddet i studiet i 3 timer og kun fattet en brøkdel af hvad der skete omkring os, men alligevel fået en rigtig fed oplevelse ud af det.
Det endte med at være en god oplevelse og om ikke andet sad resten af holdet og fulgte med foran skærmenene hjemme hos værtsfamilierne og helt sikkert fik sig et godt grin.
lørdag den 18. oktober 2008
De første mange indtryk fra turen i Sydafrika
Hej folkens
Så blev det vist tid til en lettere sen hilsen her fra Sydafrika.
Jeg sidder nu i bussen på vej fra Swaziland til Mozambique. Vi er på vej ud til vores første private indkvartering så det bliver rigtigt spændende.
Vi køre på fuld blus og oplever rigtig mange sjove ting dag for dag. Jeg vil dog prøve at koge det ned til noget overkommeligt for jeres skyldJ
Vi landede i Johannesburg d.1/10 hvor vi blev kørt til vores hotel Jakaranda Lodge i Pretoria (2 timers kørsel). Hotellet var en lille oase i forhold til hvad vi havde set på vores vej dertil. Rødeligt jord, sveden græs, magre køer og fattige vejboder mødte vi langs de lange landeveje. Alt dette fyldt ind i et ellers civiliseret synende samfund. Inde i bykernen af Pretoria kunne man til forveksling tro at man stod i hvilken som helst anden storby, men kiggede man i krogene kunne man sagtens spotte den store forskel på rig og fattig. Store biler, skopudsere, businessmænd og tiggere side om side, som var det verdens mest naturlige ting. Man kunne bruge timerl på at kigge ud af bussens rude og betragte de mange forskellige skæbner.
Jakaranda Lodge brugte vi som base for den første uges oplevelser. Som en af de første store oplevelser besøgte vi det nationale Apartheidmuseet, hvilket virkeligt var en tankevækkende oplevelse. Før vi kom ind i på museet fik vi tildelt en kulør, sort eller hvid. Og alt efter kulør blev vi guidet forskellige veje ind i museet. Det hele var opstillet så man oplevede dagligdagen før apartheid, mens det stod på, i oprørsperioden og efter. Det var bare rigtigt spændende, men følelsen efter at være kommet ud af museet var ikke særlig rar. Det var svært ikke at få dårlig smag i munden over de urimeligheder de sorte har været udsat for..
For at springe til en helt anden grøft blev vi kørt til en forlystelsespark med KÆMPE rutchebaner. Det var lige til at få et sus i maven overJ
For ikke det hele skal lyde som om vi bare er turister, skal jeg jo også fortælle lidt om vores opvisninger og workshops. Vi har på de sidst 14 dage lavet 11 workshops og 6 opvisninger. Workshops’ene er en kæmpe oplevelse i sig selv. Det er børn i alle aldre. Vi har gennemsnitligt haft omkring 250 børn til hver workshop, så vi får alligevel spredt glæden og budskabet til rigtig mange. Den største oplevelse med vores workshop foregik på en skole langt langt uden for byen Kwa Zulu Natal. Workshoppen gik på normal vis og eleverne var storsmilende og glade for vores tilstedeværelse. Nogen havde aldrig set hvide mennesker før. Men efter vi havde fået serveret middag og der var blevet afholdt takketaler og hvad der nu ellers snart er blevet hverdag for os, blev vi guidet ud i skolegården hvor alle eleverne stod i en halvmåne omkring os og de begyndte at synge for os. Det var den mest smukke, energiberigende og gladeste sang jeg nogensinde har hørt. Det var sådan et øjeblik hvor man bare kunne mærke blodet strømme 10 gange mere end det plejer. Vi gik, omsluttede af sang, mod bussen og blev sendt afsted med følelsen af at vi virkelig havde gjort en forskel! Ubeskriveligt! Under al denne glæde kunne man ikke mærke solens spor men da vi kom hjem begyndte huden at prikkeJ Termometeret viste forresten også 37 grader den dag så det var ikke uden grund vi var godt ristede da vi kom hjem.
Vores første opvisning hernede foregik på plænen foran Sydafrikas regeringsbygning Union Building. Det var de smukkeste omgivelser man kunne forestille sig. Opvisningen var nu ikke speciel god da det var den første vi lavede på græs. Det er helt vildt hvilken forskel det gør. Energien forsvinder ligesom ned i jorden når man skal kæmpe for hver eneste øvelse man skal lave. Og varmen er jo nok vores største udfordring lige nu. Men det tager vi selvfølgelig som en udfordring og vi har da også lavet et par gode opvisninger i fine faciliteter.
Den fysiske kurve er for tiden nedadgående. Vi har ikke tid til træning og det er for farligt at løbe rundt i området pga. kriminalitet, så med alt den fede mad vi får serveret, må jeg konkluderet at der er noget at rette op påJ Har også lige været i en uheldig periode da jeg på 2 dage nåede at forstuve både storetå og lillefinger. Storetåen landede jeg på efter en ellers rigtig fin 2½ skrue og lillefingeren fik en ordentligt tur da jeg skulle redde en af gutterne som var på vej ud af måtten efter et spring. Alternativet for ham havde nok været en hjernerystelse eller mere, så det var godt jeg var der.
Jeg ligger billeder ind på mit webalbum så i kan følge med. I vil sikkert opdage at der er billeder af mange andre ting end jeg har nået at fortælle, for vi oplever så meget!!!
Krokodille og foldheste safari, river rafting, Seaworld, delfinshow og skildpadder.
Det er virkeligt livet at rejse rundt på den her måde.
Jeg slutter for nu og håber I har det godt derhjemme!
Kærlige hilsner fra Søren og Sydafrika
Link til mit webalbum
http://picasaweb.google.dk/sorentl1985
Link til holdets webalbum
http://galleri.ndpt7.dk/
Link til holdets blog
http://blog.ndpt7.dk/
Så blev det vist tid til en lettere sen hilsen her fra Sydafrika.
Jeg sidder nu i bussen på vej fra Swaziland til Mozambique. Vi er på vej ud til vores første private indkvartering så det bliver rigtigt spændende.
Vi køre på fuld blus og oplever rigtig mange sjove ting dag for dag. Jeg vil dog prøve at koge det ned til noget overkommeligt for jeres skyldJ
Vi landede i Johannesburg d.1/10 hvor vi blev kørt til vores hotel Jakaranda Lodge i Pretoria (2 timers kørsel). Hotellet var en lille oase i forhold til hvad vi havde set på vores vej dertil. Rødeligt jord, sveden græs, magre køer og fattige vejboder mødte vi langs de lange landeveje. Alt dette fyldt ind i et ellers civiliseret synende samfund. Inde i bykernen af Pretoria kunne man til forveksling tro at man stod i hvilken som helst anden storby, men kiggede man i krogene kunne man sagtens spotte den store forskel på rig og fattig. Store biler, skopudsere, businessmænd og tiggere side om side, som var det verdens mest naturlige ting. Man kunne bruge timerl på at kigge ud af bussens rude og betragte de mange forskellige skæbner.
Jakaranda Lodge brugte vi som base for den første uges oplevelser. Som en af de første store oplevelser besøgte vi det nationale Apartheidmuseet, hvilket virkeligt var en tankevækkende oplevelse. Før vi kom ind i på museet fik vi tildelt en kulør, sort eller hvid. Og alt efter kulør blev vi guidet forskellige veje ind i museet. Det hele var opstillet så man oplevede dagligdagen før apartheid, mens det stod på, i oprørsperioden og efter. Det var bare rigtigt spændende, men følelsen efter at være kommet ud af museet var ikke særlig rar. Det var svært ikke at få dårlig smag i munden over de urimeligheder de sorte har været udsat for..
For at springe til en helt anden grøft blev vi kørt til en forlystelsespark med KÆMPE rutchebaner. Det var lige til at få et sus i maven overJ
For ikke det hele skal lyde som om vi bare er turister, skal jeg jo også fortælle lidt om vores opvisninger og workshops. Vi har på de sidst 14 dage lavet 11 workshops og 6 opvisninger. Workshops’ene er en kæmpe oplevelse i sig selv. Det er børn i alle aldre. Vi har gennemsnitligt haft omkring 250 børn til hver workshop, så vi får alligevel spredt glæden og budskabet til rigtig mange. Den største oplevelse med vores workshop foregik på en skole langt langt uden for byen Kwa Zulu Natal. Workshoppen gik på normal vis og eleverne var storsmilende og glade for vores tilstedeværelse. Nogen havde aldrig set hvide mennesker før. Men efter vi havde fået serveret middag og der var blevet afholdt takketaler og hvad der nu ellers snart er blevet hverdag for os, blev vi guidet ud i skolegården hvor alle eleverne stod i en halvmåne omkring os og de begyndte at synge for os. Det var den mest smukke, energiberigende og gladeste sang jeg nogensinde har hørt. Det var sådan et øjeblik hvor man bare kunne mærke blodet strømme 10 gange mere end det plejer. Vi gik, omsluttede af sang, mod bussen og blev sendt afsted med følelsen af at vi virkelig havde gjort en forskel! Ubeskriveligt! Under al denne glæde kunne man ikke mærke solens spor men da vi kom hjem begyndte huden at prikkeJ Termometeret viste forresten også 37 grader den dag så det var ikke uden grund vi var godt ristede da vi kom hjem.
Vores første opvisning hernede foregik på plænen foran Sydafrikas regeringsbygning Union Building. Det var de smukkeste omgivelser man kunne forestille sig. Opvisningen var nu ikke speciel god da det var den første vi lavede på græs. Det er helt vildt hvilken forskel det gør. Energien forsvinder ligesom ned i jorden når man skal kæmpe for hver eneste øvelse man skal lave. Og varmen er jo nok vores største udfordring lige nu. Men det tager vi selvfølgelig som en udfordring og vi har da også lavet et par gode opvisninger i fine faciliteter.
Den fysiske kurve er for tiden nedadgående. Vi har ikke tid til træning og det er for farligt at løbe rundt i området pga. kriminalitet, så med alt den fede mad vi får serveret, må jeg konkluderet at der er noget at rette op påJ Har også lige været i en uheldig periode da jeg på 2 dage nåede at forstuve både storetå og lillefinger. Storetåen landede jeg på efter en ellers rigtig fin 2½ skrue og lillefingeren fik en ordentligt tur da jeg skulle redde en af gutterne som var på vej ud af måtten efter et spring. Alternativet for ham havde nok været en hjernerystelse eller mere, så det var godt jeg var der.
Jeg ligger billeder ind på mit webalbum så i kan følge med. I vil sikkert opdage at der er billeder af mange andre ting end jeg har nået at fortælle, for vi oplever så meget!!!
Krokodille og foldheste safari, river rafting, Seaworld, delfinshow og skildpadder.
Det er virkeligt livet at rejse rundt på den her måde.
Jeg slutter for nu og håber I har det godt derhjemme!
Kærlige hilsner fra Søren og Sydafrika
Link til mit webalbum
http://picasaweb.google.dk/sorentl1985
Link til holdets webalbum
http://galleri.ndpt7.dk/
Link til holdets blog
http://blog.ndpt7.dk/
Abonner på:
Opslag (Atom)
